Råber du, når du bliver vred?

Råber du, når du bliver vred?

Vrede er en af vores grundfølelser (angst, sorg, vrede, glæde), og en naturlig del af det at være menneske. Vi bliver vrede, når vi oplever uretfærdighed eller magtesløshed – eller når vi er bange for at blive forladt/bange for at miste.

Følelsen af vrede er der ikke noget galt med. Men den adfærd, vi typisk kobler på vores vrede, kan være et problem. 

At råbe, slå, skubbe, spytte mv når vi bliver vrede, kan måske være tegn på, at vi er opdraget til at vrede er “forkert”. Hvis vi rummer at vreden er OK, vil vi formentlig opføre os anderledes, når vi er vrede. Du kan godt blive vred på den, du elsker – og kunsten er så, på en stille og rolig facon, at forklare, hvorfor du er vred. På den måde lægger du op til en fælles løsning af det, der udløste vreden, og derved bindes man tættere sammen.

Jeg hørte engang en historie, som så fint forklarer, hvordan det hænger sammen. Den får du her:     

Hvorfor råber vi, når vi er vrede?  

En professor spurgte sine elever: ”Hvorfor råber vi, når vi er vrede? Hvorfor råber folk ad hinanden, når de bliver frustrerede?”

Eleverne tænkte lidt, og en svarede så, at det må være, fordi vi mister tålmodigheden. 

”Men hvorfor råbe, når personen står lige ved siden af?” spurgte professoren og fortsatte, ”Er det ikke muligt at tale til ham eller hende i et normalt stemmeleje? Hvorfor råber du ad personen, når du er vred?”

Eleverne kom med flere forslag, men ingen af dem gjorde professoren tilfreds.

Til sidst forklarede han, at ”når to mennesker er vrede på hinanden, er der en psykologisk distance mellem deres hjerter. For at kompensere for den distance, er de nødt til at råbe, for at kunne høre hinanden. Jo mere vrede de er, jo større bliver distancen og jo højere er de nødt til at råbe, for at kunne høre hinanden.”

”Tænk på det modsatte,” fortsatte professoren. ”Hvad sker der, når to mennesker forelsker sig i hinanden? De råber ikke, men taler stille og roligt. Hvorfor? Fordi, deres hjerter er psykologisk tætte. Distancen mellem deres hjerter er lille. Og når kærligheden mellem dem vokser, hvad sker der så? Så begynder de at hviske – og det bringer dem endnu tættere sammen. Til sidst behøver de ikke engang at hviske. De kigger blot på hinanden, og så smelter deres hjerter sammen…”

Så næste gang, du bliver vred og råber ad en du har kær, så husk at det skaber distance i jeres hjerter. Tal hellere stille og roligt – det er godt for hjertet!