Det år julen fik ny betydning

Skærmbillede 2015-12-11 kl. 11.34.26

En julehistorie fra det virkelige liv

”Det er desværre ikke alle der tænker sådan. Trist…”

Sådan lyder en af de seneste kommentarer til vores gamle julehilsen, som har fået nyt liv på facebook.

Julehilsenen lyder sådan her: Det handler ikke om, hvad der er under træet, men hvem der er rundt om det.

Kommentaren fik mig til at tænke på en helt særlig juleaften for mange år siden.

Julen varer længe, koster mange penge

Jeg var ung og under uddannelse, min søster ligeså og vores bror aftjente sin værnepligt som garderhusar. Vi skulle alle tre holde jul hos vores forældre og midt i al julestressen over ønskelister, indkøb og gavebudget, meddelte brormand at han desværre ikke kunne være med juleaften. Han havde fået staldvagt…

Da vores mor efterfølgende meddelte, at når julen nu alligevel ikke blev som den plejede – med os alle rundt om træet – syntes hun at vi skulle prøve noget nyt: Vi måtte ikke købe gaver! Vi skulle give noget fra hjertet… Ja, da tænkte jeg, at nu rablede det da for hende!

Indrømmet – jeg var småfattig og havde det fint med ikke at skulle bruge penge på gaver, men syntes samtidig at det var surt heller ikke at FÅ rigtige gaver. Købte gaver. Ting, som jeg ønskede mig!

For det er vel det julen handler om? Gaverne!

En overraskelse kommer sjældent alene

Det blev juleaften og min søster og jeg kom hjem. Træet var pyntet og der duftede godt af julemad. Da vi tilbød at dække bord, blev vi bedt om at sætte os ned og vente…

Vores forældre havde nemlig endnu en overraskelse i ærmet. Endnu en ny ting, vi skulle prøve…

Det handler om dem, der er rundt om træet

Det vigtigste for vores forældre var at være samlet juleaften. Så med julemaden godt pakket ned i picnickurve, kørte vi til kasernen. I skulle have set vores bror, da vi pludselig dukkede op!! Hold op, han blev glad!

På halmballer på staldgulvet, midt mellem alle hestene, spiste vi en dejlig julemiddag. Vi sang et par julesalmer – og så nåede vi til det med gaverne…

Jeg husker ikke hvad jeg fik – jeg husker heller ikke hvad jeg gav. Men jeg husker at der var digte. Der var sange. Der var eventyr. Malerier og hjemmebagte småkager. Alt sammen noget, som ikke kun den der fik gaven, men som vi alle nød i det øjeblik gaven blev givet.

Julen er hjerternes fest

Det jeg husker allerbedst er latteren og tårerne fra rørte hjerter. Forundring og beundring over alle de smukke ting min familie havde fundet på. Taknemmeligheden over at være en del af noget, der bragte så meget glæde.

Vi gjorde det kun dette ene år. De følgende var der nemlig mange andre nye ting: Svigerbørn, børnebørn, nogen der skulle holde jul andre steder…

Men vi taler stadig om denne helt særlige juleaften. Hvert år til jul er der en, der spørger: ”Kan I huske, da vi holdt jul i stalden?”

Og hvert år svarer alle andre: ”Ja, den jul glemmer vi aldrig!”

Så sidder vi alle med julelys i øjnene, mens vi for 117. gang fortæller vores børn historien om, hvad julen egentlig handler om.

Den handler ikke om, hvad der er under træet, men hvem der er rundt om træet.

Glædelige julehilsner fra Sanne Galst og resten af bySeven.