7 TING DER VISER AT DU ER I FLOW

Er du i flow? Flow er et nemt kort ord for at være til stede og nyde det du gør. At være i nu’et.

At være i nu’et kender vi fra mindfulness – det at samle sit fokus og at være til stede lige nu og her. At være ”Mindful” betyder at være fuldstændig i kontakt med og til stede i nu’et, samtidig med, at du har en fuldstændig åben og ikke dømmende tilgang til dine tanker. Noget der er smart, også i dit arbejdsliv, for så får din opgave fuld opmærksomhed og dine ideer har frit løb. Og så er du i flow!

Hvis telefonen ringer, det vælter ind med mails og opgaver, og du konstant bliver forstyrret, kommer du aldrig i flow.

Kan du indrette dit arbejdsliv på en måde, hvor du forsøger at overholde en regel om, at gøre én ting færdig ad gangen, har du en chance for at finde tid til at være til stede i nu’et og dermed i det du gør lige nu…

Du er i flow når:

1 – Du har totalt engagement og fokus, og er dybt koncentreret om en opgave.

2 – Der er et klart mål med opgaven.

3 – Dit engagement er ubesværet.

4 – Du har kontrol over opgaven.

5 – Indre motivation. Det, der får dig til at være i flow, er belønningen i sig selv. Det vil sige, at det er ikke målet, men vejen til målet, der gør dig lykkelig.

6 – Du glemmer dig selv og dermed også den negative selvkritik.

7 – Du har det som om tiden går i stå – eller flyver afsted!