Den lille forskel, som hjalp hende ved jobsamtalen

talebobbel2

Skrevet af Sanne Galst/bySeven

”Jeg fik jobbet. Tænk, at der ikke skulle mere til!”…

Hun havde søgt job i over et år. Sendt et hav af ansøgninger. Hver gang blev hun kaldt til samtale. Hver gang gik hun videre til anden samtale. Og hver gang blev hun valgt fra i sidste runde. Derfor havde hun, to dage før hun skulle til denne jobsamtale, booket tid til en coaching hos mig. For hvad var problemet? Var hun bare uheldig, eller var der noget hun skulle gøre anderledes?

Når noget ikke virker, så gør noget andet!

Af og til skal der ikke ret meget til, for at løse problemet. Vi kender alle udtrykket at ”se sagen fra flere sider” og i kvindens tilfælde lavede vi en fysisk øvelse med tre stole, hvor hun fik mulighed for at se sig selv udefra i samtalesituationen. På den måde kunne hun spotte, om det ville være smart at ændre noget i sin måde at agere på.

Din aktion giver en reaktion

Vi kan ikke ændre på andre, så hvis en samtale går galt, må vi kigge på os selv og vores aktion. Og når vi ser en situation med andres øjne, eller fra andre vinkler, åbner vi for muligheden for at se egne uhensigtsmæssige mønstre. Fx.: Taler jeg for hurtigt? Er mit tonefald for hårdt? Eller for usikkert? Kryber jeg sammen eller fylder jeg for meget? Osv… Det sjove er, at når vi ændrer vores aktion, så får vi også en ændret reaktion fra den, vi taler med.

Øvelse gør mester

Kvinden fandt sit uheldige mønster. Det var bare en lille ting, og hvis vi sammenligner med en radio, så var hun jo på den rigtige kanal, men manglede blot at blive tunet ind, for at være helt skarp… Det tog ikke lang tid for hende, at finde den lille forskel – og vi kunne så bruge resten af tiden på at øve og ankre den nye adfærd, som skulle erstatte det gamle mønster. Hun fik en øvelse med hjem, så hun kunne være helt tryg ved sin ændrede adfærd, når hun skulle til samtale.

Og nej, mere skulle der faktisk ikke til! Den lille forskel gjorde en kæmpe forskel – og hun fik jobbet.