COACH DIG SELV: To lynhurtige coaching metoder

20624649_10155500938723076_1048619169_n

 

To lynhurtige coaching metoder

Du kender det sikker godt. Du står ved en skillevej og ved simpelthen ikke om du skal gå til højre eller venstre. Og jo mere du grubler, jo større virker forhindringerne.

Handler udfordringen om, at du skal vælge ja eller nej, så er det allernemmeste at bruge Freud-metoden med at slå plat eller krone. Inden du ser resultatet, ved du nemlig godt selv, hvad du ønsker det skal være. Og det får du en forklaring på lidt længere nede.

Er udfordringen større end blot et ja eller nej, så kan du muligvis løse problemet ved at stille dig selv fire simple coaching spørgsmål, som vi også vender tilbage til.

Hvorfor er det så svært at tage en beslutning?

Handlede det om tennis kunne vi sige, at modstanden i dit hoved er større og stærkere end manden på den anden side af nettet. Derfor handler coaching om at låse op for dit potentiale – det vil sige at hjælpe dig med at se muligheder fremfor begrænsninger. Vi er nemlig rigtig dygtige til at begrænse os selv. Men hvorfor gør vi det?

Gennem hele livet samler vi erfaringer, som danner mønstre i hjernen. Den information, der kommer ind, er den, der passer på ”hylderne”. Hvis vi får nye interesser, kommer der informationer igennem om emnet. Hvis du f.eks. er begyndt at løbe og går op i at have gode løbesko, vil du pludselig lægge mærke til alle de andre løberes sko – hvilket du tidligere aldrig har lagt mærke til.

Vi generaliserer ofte én oplevelse til altid at gælde. Dette er hensigtsmæssigt, når du brænder fingrene på ovnen, men knap så hensigtsmæssig, hvis du har haft en dårlig oplevelse med at holde tale til din egen konfirmation og derudfra konkluderer, at du er dårlig til at holde tale.

Vores sind forvrænger også meget af den information, den modtager. Forvrængning betyder, at tingene opleves anderledes, end de er i virkeligheden. F.eks. er bankkassereren, der er bange for et røveri, hurtigt i stand til at se det skydevåben den unge mand har inde under jakken, indtil hun ser, at han blot trækker sin pung op ad inderlommen. I hverdagen sker der meget forvrængning i form af det, vi tror, vi ved, f.eks. hvad andre tænker om os, og hvorfor de gør, som de gør.

Coach dig selv forbi alle begrænsninger

Der findes mange flere teorier om og forklaringer på, hvorfor du ikke kan tage en beslutning, men det ville tage os en hel coaching-uddannelse at forklare – og du vil vel egentlig også helst bare have tippet til, hvordan du hurtigt kan coache dig selv?

METODE 1: Plat eller krone

Plat eller krone fungere som et dilemmaspørgsmål. Ligesom hvis du står ved klædeskabet og spørger din partner, om du skal tage den røde eller den sorte trøje på. Inden din partner har svaret, ved du godt selv, hvilken en du helst vil have på. Det er fordi dilemmaspørgsmål, hvor du sætter to ting op mod hinanden, trigger hjernen til at hoppe forbi alle de mønstre og begrænsninger, du har sat op for dig selv, og direkte ind i din underbevidsthed, som ikke er i tvivl om, hvad du inderst inde gerne vil. Så vær opmærksom, når du bruger denne coaching metode. Hvad tænker du lige i det sekund, du griber mønten?

METODE 2: Fire simple spørgsmål

Svar på disse fire coaching spørgsmål. Har du svært ved at finde svarene, så læg dem væk et øjeblik – og start så forfra.

  1. Hvad sker der, hvis jeg gør det?
  2. Hvad sker der, hvis jeg ikke gør det?
  3. Hvad sker der ikke, hvis jeg gør det?
  4. Hvad sker der ikke, hvis jeg ikke gør det?

Disse fire spørgsmål får dig til at se begge sider af en sag. De vil også gøre dig bevidst om, hvor det er du sætter begrænsninger for dig selv. At spørge dig selv om, hvad der vil ske hvis du ikke gør noget, vil kunne give dig vigtig information i forhold til, hvad der sker, hvis du gør det.

Af og til kan det være en rigtig god ide, at vende tingene lidt på hovedet. Vi har fx en ung pige i familien, som simpelthen ikke kunne finde ud af, hvad hun ville efter gymnasiet. Først da vi bad hende lave en liste over alt det hun ikke ville, kom hun i tanker om, hvad hun havde lyst til. Sådan er hjernen så finurlig…

Et kinesisk ordsprog siger: Hvis du tænker for længe på det næste skridt, kommer du til at tilbringe livet på et ben. Vi håber, vores to små metoder kan hjælpe dig til at tage en beslutning. Og skal du bruge hjælp er du selvfølgelig velkommen til at booke en tid til coaching hos os. Vil du lære mere om coaching, har vi uddannelser i Odsherred og på Bornholm.

Mange hilsner Margith og Sanne

bySeven