I sommerhalvåret bor jeg primært i mit sommerhus.
Og så pendler jeg til og fra København, når jobbet kræver det.
I sidste uge var jeg derfor, i forbindelse med et møde, forbi min københavner-lejlighed.
Hvor er her grimt! – tænkte jeg, da jeg trådte ind ad døren.
Var det rodet, der generede mit øje? Teenagerne var nemlig blevet hjemme i Kbh denne sommer, og det kunne ses… Men nej, det var mere end det.
Jeg har altid været glad for lejligheden og indretningen. Alt er nøje udvalgt. Meget lidt er ændret, siden vi flyttede ind for 10 år siden. Den er indrettet lige sådan, som vi bedst kan lide det.
Nu kan jeg bare ikke lide det mere!
Det værste var, at jeg slet ikke havde lyst til at være der! Og fik travlt med at komme tilbage til sommerhuset…
Det fik mig til at tænke på en veninde, som ofte flytter rundt på møblerne. Sidst hun gjorde det, jokede hendes kære husbond med, at det gør hun, hver gang hun er sur…
Jeg er ikke sur. Men der er noget om snakken. Der må jo være en grund til, at jeg pludselig synes mit hjem er grimt!
Og jeg ved det jo godt!
Da vi indrettede lejligheden, var børnene små. Nu er den ældste ved at flytte hjemmefra. Den yngste starter i gymnasiet – og har for tiden slet ikke brug for sin mor…
For selvom jeg tror, at jeg er god til at give slip på dem, så er det altså der, skoen trykker.
Vores liv har forandret sig. Men indretningen er ikke fulgt med. Det gælder ikke kun i stuerne, men også i den indre boks, der hedder tanker om familieliv… Nogen gange er det bare nemmere at kaste skylden på noget man kan se, frem for noget man kan mærke!
Så jeg må simpelthen lave en ny tankestrategi. Om familielivet.
…og så tror jeg også lige, at jeg flytter lidt rundt på møblerne.
(af Sanne Galst, coach og underviser hos BySeven)