Sommerferien når sin ende og vi skal tilbage på job.
Vi har en veninde, Gitte, som sukker ved tanken. Hun er receptionist og hun har ansvaret for firmaets piccoline. En ung pige, som slet ikke gør, som Gitte beder hende om…
Lige før sommerferien glemte piccolinen at bestille smørrebrød til et bestyrelsesmøde. Og chefen blev sur… på Gitte. For piccolinen er jo hendes ansvar. Gitte havde herefter skældt ud på piccolinen, som havde forsvaret sig med, at hun ikke vidste, at de skulle have smørrebrød.
Hun kan vel tænke selv! – fnyser Gitte, da hun fortæller os historien.
Uanset om piccolinen kan tænke selv – så er det altid en god ide, at give klar besked.
Og uanset om du er chef, eller skal samarbejde med en kollega, vil en god opgave-overlevering motivere til god opgave-løsning!
Opgaven skal være:
1: SPECIFIK
Fortæl præcist, hvad du forventer at få løst! Der er ingen, der kan læse dine tanker.
Hvis du beder en medarbejder om at sørge for frokost, skal du fortælle, hvad du har i dine tanker:
- – skal kantinen have at vide, at de skal lave ekstra mad?
- – skal der bestilles smørrebrød udefra?
- – skal der bestilles bord på en restaurant?
- – tidspunkt for frokosten, osv.
2: MÅLBAR
Sørg for at gøre tydeligt, hvad beviset er, for at opgaven er løst!
Hvornår kan det ”vinges af”, at opgaven er fuldført?
3: ATTRAKTIV
Hvad giver det dig/virksomheden, at denne opgave bliver løst – hvad er den positive effekt?
Når man ved, det giver mening at løse en opgave, stiger motivationen betydeligt!
4: REALISTISK
Det kan være en god idé at have et sammenligningsgrundlag: ”Det skal være ligesom forrige fredag, hvor Jens havde møde med økonomiafdelingen”.
Så viser du, at det kan lade sig gøre! – og giver en succesmodel at bygge den nye opgave op omkring.
5: TIDSBESTEMT
Giv specifik dato og tidspunkt for opgavens aflevering, så medarbejderen har en mulighed for at gøre sit arbejde tilfredsstillende.
Det er også lige præcis i det øjeblik, at det målbare kan ”vinges af” og anerkendelsen for veludført arbejde skal udtrykkes.
Go’ fornøjelse!